Rejsekort til pensionister

Tjek ind – og tjek ud, når din rejse slutter. Det er sådan, du bruger rejsekortet.

Et rejsekort koster 50 kroner og kan bruges til rejser med offentlig transport. Du skal selv sørge for at sætte penge ind på dit rejsekort, når saldoen er lav. Du kan også lave en tank-op aftale, hvor der sættes penge ind fra din bankkonto, når kortet når en vis minimumssaldo.

Pensionistrabat på rejsekortet

Med et ‘Rejsekort personligt’ til pensionister kan du få pensionistrabat. Der skal være dit navn og et vellignende foto på kortet.

Kortet er personligt og må ikke lånes ud. Et ‘Rejsekort personligt’ giver dig adgang til selvbetjeningen på rejsekort.dk, og du kan tilknytte en tank-op-aftale med Dankort eller VisaDankort til dit rejsekort.

Du kan spærre dit rejsekort, hvis du er så uheldig at miste det.

Læs om priser og rabatter her.

Aldersgrænse for pensionistrabat på rejsekortet

Aldersgrænsen for pensionistrabat på rejsekortet hæves, så den følger folkepensionsalderen, der fra 1. januar 2022 er 67 år.

Efter 1. juli 2022 skal du altså være fyldt 67 år – eller være modtager af social pension – for at kunne købe et ‘Rejsekort Personligt’.

Har du allerede et ‘Rejsekort Personligt’, beholder du pensionistrabatten.

Aldersgrænsen for pensionistrabat på en række andre pensionistkort og -billetter til kollektiv transport blev også hævet 1. juli 2022.

Læs mere på dsb.dk.

Pris for rejsekort til folkepensionister

Dit rejsekort koster 50 kroner. Ved køb af rejsekort uden betalingskort bliver der indbetalt 100 kroner på dit rejsekort, som du kan rejse for. Du vil modtage en faktura på den samlede pris af 150 kroner. Leveringstiden er 2 uger.

Køb rejsekort her.

Pris for rejsekort til førtidspensionister

Er du førtidspensionist, koster dit rejsekort 50 kroner. Ved køb af rejsekort uden tank-op aftale bliver der indbetalt 100 kroner på dit rejsekort, som du kan rejse for. Du vil modtage en faktura på den samlede pris af 150 kroner. Leveringstiden er 2 uger.

Bestil rejsekort med faktura her.

Du kan også kontakte Rejsekort Kundecenter på 70 11 33 33 hverdage fra klokken 8-18 og lørdage fra klokken 10-15.

Læs mere om rejsekort til førtidspensionister her.

Tillæg på rejser på pensionistkort i metroen fra 1. juli 2022

Fra 1. juli 2022 blev det lovbestemte tillæg på rejser i metroen også indført på pensionistkort.

Det betyder, at du som pensionist skal tage stilling til, om du vil købe tillæg til rejser med metro.

Tillægget koster 85 kroner for tre måneder, hvis du køber et pensionistkort med zoner fremfor et rejsekort.

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist og efterlønner.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej