ATP Livslang Pension

ATP Livslang Pension er en lovpligtig pensionsordning for de fleste danskere. Ordningen giver en ekstra pension oven i din folkepension.

ATP-bidrag bliver betalt af din arbejdsgiver, kommune eller a-kasse. Bidraget for en fuldtidsansat er 297,00 kroner om måneden (2024), hvor du betaler 99,00 kroner om måneden (2024) og din arbejdsplads betaler 198,00 kroner om måneden (2024).

Førtidspensionister, som har fået tilkendt førtidspension efter 1. januar 2003, er obligatorisk omfattet af ATP Livslang Pension. Du betaler 1/3, og kommunen betaler 2/3.

ATP kommer automatisk til udbetaling, når du når pensionsalderen. Hvor meget, du får i ATP Livslang Pension, afhænger af, hvor meget du har indbetalt.

Den højeste ATP er 28.119 kroner om året (2024), hvis du starter udbetaling, når du er 67 år. Det vil sige, cirka 2.376 kroner om måneden (2024) resten af dit liv.

Du kan se din opsparing på din personlige pensionsoversigt på www.borger.dk

Hvordan kan jeg udskyde udbetaling af ATP?

Du kan vælge at udskyde udbetaling af ATP Livslang Pension, i op til 10 år efter du er nået din folkepensionsalder.

Du forhøjer din pension for hver måned, du udskyder den. Ønsker du at udskyde udbetalingen, skal du give ATP besked, inden du har fået udbetalt 5 måneders pension.

Foretager du dig ikke noget, får du automatisk udbetalt din ATP Livslang Pension den sidste bankdag i den måned, du når din folkepensionsalder. Altså er ATP forudbetalt modsat folkepensionen.

Udskyd udbetalingen af ATP på www.borger.dk 

Jeg er pensionist og i arbejde. Skal jeg betale til ATP?

Du skal betale til ATP Livslang Pension, så længe du arbejder, uanset hvor gammel du er.

Det gælder også, selvom du er begyndt at få udbetalt din ATP Livslang Pension. Din ATP bliver løbende reguleret i takt med, at du og din arbejdsgiver indbetaler. Det betyder, at den pension, du får udbetalt, bliver større, når du arbejder, efter du er nået pensionsalderen.

Hvad sker der med min ATP, når jeg dør?

Ved dødsfald udbetaler ATP et engangsbeløb til din ægtefælle, samlever og børn under 21 år efter nedenstående betingelser. ATP får automatisk besked fra CPR-registret ved dødsfald.

Der gælder forskellige betingelser alt efter om afdøde har indbetalt til ATP før og/eller efter 2002 (hvor reglerne blev ændret).

Læs om udbetaling af ATP Livslang Pension ved dødsfald.

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om ATP, folkepension og din økonomi som pensionist.

Frivillig indbetaling til ATP

Du kan frivilligt vælge at indbetale til ATP Livslang Pension, hvis du:

  • modtager efterløn
  • modtager overgangsydelse
  • modtager fleksydelse
  • modtager delpension
  • modtager førtidspension tilkendt før 1. januar 2003
  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej