Menu

Du skal give dit samtykkeerklæring

Tip en ven
Før du kan se dine sundhedsdata og bruge tjenesterne på sundhed.dk, skal du afgive dit samtykke. Du bliver bedt om at acceptere samtykkeerklæringen, første gang du logger på sundhed.dk med NemID.

Hvorfor skal du afgive samtykke?

Loven om behandling af personoplysninger kræver, at du som bruger på sundhed.dk accepterer, at sundhed.dk må hente og vise dig personlige oplysninger, som det offentlige har registreret om dig. Hvis du ønsker at bruge tjenesterne på og via sundhed.dk skal du derfor afgive dit samtykke.

Når du er oprettet som bruger på portalen og første gang logger på sundhed.dk med NemID, bliver du bedt om at afgive samtykke til behandling af dine personlige sundhedsdata – eksempelvis registrering og overførsel af CPR-nummer. Registreringen af CPR-nummer er nødvendig, for at du kan benytte dig af tjenesterne på sundhed.dk og få vist de sundhedsoplysninger, som du beder om.

Hvad giver du samtykke til?

Når du accepterer samtykkeerklæringen, giver du samtykke til, at sundhed.dk må hente dine oplysninger (data) fra fx sundhedsvæsenet og præsentere dem direkte for dig på sikker vis (krypteret). Det betyder, at du giver samtykke til følgende handlinger:

Registrering af basisoplysninger

Dine basisoplysninger som navn og oplysninger om NemID bliver registreret på sundhed.dk. Dette er nødvendigt for at matche den information, som portalen stiller til rådighed, med din profil.

Opbevaring af oplysninger om din adfærd på portalen

Sundhed.dk gemmer oplysninger om din adfærd på portalen. Det vil sige oplysninger om, hvilke sider du har besøgt og hvilke tjenester, du har brugt. Oplysningerne bliver gemt for at kunne leve op til lovkravene om behandling af personoplysninger, herunder vores oplysningspligt over for dig.

Udveksling af oplysninger med andre systemer

Sundhed.dk giver adgang til en række data fra andre myndigheder, som sundhed.dk først skal hente for at kunne vise dem til dig. For at hente oplysningerne udveksler sundhed.dk dit CPR-nummer med tjenesterne. Sundhed.dk gemmer ikke de oplysninger, som hentes.

Dine muligheder og rettigheder

Sundhed.dk udveksler ikke unødigt oplysninger. De oplysninger, som du har afgivet på sundhed.dk, udveksles kun i det omfang og til dem, det er nødvendigt for at udføre den tjeneste, du anmoder om.

Du har ret til at få at vide, hvilke oplysninger om dig, der behandles på sundhed.dk og hvorfor. Du har også mulighed for at begrænse adgangen til dine sundhedsdata ved at kontakte dem, der har registreret oplysningerne om dig (fx sygehuset).

Endelig kan du tilbagekalde din samtykkeerklæring. Det gør du ved at fjerne fluebenet i bunden af erklæringen, som du finder under fanen ”Min opsætning” (når du er logget ind på sundhed.dk). Vær opmærksom på, at du ikke længere kan få fremvist dine sundhedsoplysninger i det lukkede rum, hvis du tilbagekalder dit samtykke.

}
}